om at vågne om vinteren med en roomie

Bag mørket er lyset kommet frem, men for søvnig til lige at vide hvad det betyder. Hører en slags urolig silen, båret frem af lyset, en given slip fra siden jeg ikke kan være en del af endnu. I en bølge af omvendt rumklang kommer mørket tilbage, her svømmer små samtaler med mine venner jeg kan fiske frem, dykke efter som efter æbler i et kar på markedet. Nogen fortæller mig det er okay inden drømmen brænder i kanten igen. Solen står hårdt mod gardinet. Her på siden hvor jeg ligger forsøger jeg at forestille mig intet andet end dette rum. Denne vinkel. Hvor gardinet er en flade, der ophedes af solen, og gul er farven af forandring, og lyden fra det åbne vindue er af gardinet der syder. 
Derfra foregår jeg i jumpcuts, for langsomme og abrupte til at være stopmotion og give illusionen af ægte bevægelse. Hårde klip til bastante stillinger der bliver ved i et lille for evigt på vej ud mod badet, hvor jeg endelig bliver til til Things We Lost In The Fire. 
Mange morgener for tiden kommer jeg til at stønne det første sekund under bruseren. Vil ikke være sådan en der laver sådan nogle lyde, men vandtrykket her på Testrup er så perfekt, og søvnen er så underlig og kold og forsvinder ned i afløbet mens kroppen varmes op i zoner.