status på foråret

what the fuck is up youtube
ku ik sove i går
nu sidder jeg på min altan
fredrik spurgte om jeg ville lave musik til hans gruppes eksamensfilm og det gjorde mig glad
han kom forbi og vi så den igennem og jeg fik mega mange idéer
efter han gik snakkede jeg med min far og så gik jeg i gang
noget atmosfærisk noget og noget hård techno, tænkte en masse ting med smeltende synthesizere
den handler om p-piller, filmen
190 bpm og roder med kicks, fire i gulvet, ind igennem pedaler, sidder med det i to timer, til sidst føler jeg jeg er ved at blive vanvittig
lægger mig i sengen, og lyden af stilhed er sidechainet til mit mellemøre
spiser en kæmpe portion curry, ser deep space nine

det er lang tid siden jeg rigtig har gjort noget
det er det der holder mig oppe – der skal ikke meget til at mit system synes jeg har gjort for meget
føler det er lang tid siden jeg har været et værdifuldt medlem af samfundet
at jeg har været ude på et sidespor lige siden jeg droppede ud af universitetet
jeg læser x-men af chris claremont, det er mig der er inde i en atmos-sphere
har ikke forladt lejligheden rigtig i nogle dage

når søvnen endelig kommer er den anderledes
kemisk
når jeg vågner føles jeg smeltet den første første times tid
der er så meget jeg skal nå – spise mad, tage opvask, få noget motion osv.
bliver hevet ud af søvnen med et snork, som at hive en stor fisk ud af havet
lyder lidt som at trække en græsslåmaskine i gang når jeg vågner

jeg kan endelig glæde mig til at starte på konservatoriet
glæder mig ikke til at flytte
men det bliver godt at have noget at stå op til
og lære noget
se mine venner derovre

på søndag er styrtdyk pladen færdig
og taxidermy pladen bliver også vildt god
jeg har taget nogle bukser på i dag jeg ikke går med så tit
om lidt går jeg ind og renser nogle ris, sætter dem over i riskogeren og går en tur

 

 

sådan en ting som hvis du ved det så ved du det men offentligt på internettet som bare er den ældgamle sladderstil

har haft en hektisk weekend
mærkelige udsving ovenpå endnu et sneak attack fra livet
pludselig er jeg tvunget igen til at genoverveje det hele
og søvnen giver mig ingen pauser fra at tænke
årelange sertralindrømme
så ja
lige da jeg havde fundet ro
var begyndt at håbe igen 
skal jeg igen vælge imellem det gode for mig, og det de siger er det rigtige

du bliver jo nødt til det

og så her til morgen sidder jeg på min fars altan
min laptop spiller oklou inde fra køkkenet
det lyder som et smukt, roligt bølgende liv
og jeg ryger en cigaret
en lang en
og vejret er gråt og lunt
og jeg drikker genopvarmet kaffe fra mikroovnen
og jeg kan høre gryden med æg boble
og der er smukke hvide blomster på træerne
og nu føles valget som et valg mellem 
et smukt alting som jeg kender og elsker
og 
ét potentiale, én ø af mulighed, omgivet af mudder, som jeg skal ofre det hele for
og så føles det indlysende

tænker på morfar der ville sige “den der har evnen har pligten”
han var dement og ville have mig til at synge selskabssange
jeg kunne ikke gøre det

jeg skal ikke gøre noget jeg ikke har lyst til

men på 16 personalities har jeg samme personlighedstype som spider-man
så
nå?

digt om af- og geninstitutionalisering

jeg ved ikke lige helt hvad jeg selv er længere
men pluribus er virkelig virkelig godt 

(for mig også, det er sådan en hvor jeg tænker meget meget mens jeg ser – tænk hvis alle bare prøvede at gøre mig glad? og så bliver jeg lidt svimmel af alle mellemregningerne i dén tanke!)

har lige set afsnit 3
begynder at blive bekymret for om hun får drukket nok vand

forord/efterord 25

ja der er så mange ting man kan skamme sig over i den moderne verden
jeg har skammet mig over, det her semester på testrup, ikke at have nok at give, socialt eller fagligt
den sidste uge vi har haft til at arbejde på det her, har alle mine forsøg på skrift føles som om der sad en med en special spoon og skrabede mod mit kranie
nej, der er ikke mere
i fredags var jeg til radiohead, tog i byen efter og det føltes som et throwback, de mest højlydte af os ville på brunt værtshus, bastian insisterede på at gå forrest og vi endte meget kort på bastard café af alle steder (hans sankt annæ gener var meget tydelige lige der)
en udbydergruppe fandt heldigvis plads på floss og lokkede selskabet ud af expat tinderdate settlers helvede
jeg har været ked af det, de professionelle siger altid jeg er så god til at beskrive over hvad og hvordan, men kan ikke hjælpe mig videre
men her det sidste stykke tid har der ikke været nogen grund, det har ligesom bare været der 
følelsen af andethed
om morgenen røg jeg en smøg med karla der spurgte ind
jeg havde intet at sige, det var ligesom bare det hele
om natten, med hovedet mod en gæstemadras og efter floss og mojo blues bar og
4 hof på dåse til opvarmning, 1 royal unibrew fadøl og en kop filtreret vand til koncerten, 2 grønne tuborg på dåse på gåturen mellem værtshuse, 1 fadøl, 2 fernet og 2 hof på flaske på floss, 1 flaskeøl på mojo blues bar
fik bastian og leah mig til at sige noget
så jeg tror det er alting
verden der ånder mig ned af nakken, manglen på perspektiv eller en idé om en holdbar verden med en holdbar praksis på den anden side
for høje huslejer, for mange tvungne arbejdstimer, et uempatisk samfund, udsigt til jobcentre, ventelister til psykiatere, psykologer, mangel af evne til virkelig at lære folk at kende, dem jeg kender spredt udover verden, kemisk ubalance og forgæves forsøg på regulering, at se mine venner knække nakken på det hele, selv pendulere mellem at have styr på det og crashe fuldstændig
stigende radikalisering i begge retninger, skjulte agendaer, billeder fra pædofiles villaer med billeder af barnehænder og statuer af mytisk folkemord
i går fandt jeg noget nyt at være bange for – en håndværker havde lagt et billede op af sin hånd der var blød og fugtig på trods af sit arbejde fordi han brugte håndcreme, men han havde censureret sine fingeraftryk
en kommentar lagde op til at det var overdreven paranoia, men en anden svarede med en nyhedsartikel hvor en narkohandler var blevet arresteret fordi man kunne spore hans fingeraftryk fra et billede han havde lagt op på instagram hvor han holdt en ost

forleden morgen vågnede jeg op og der var noget der sagde mig jeg skulle lytte til hotel california af det amerikanske band eagles 
altså ikke sangen, den har jeg hørt masser af gange, guitar hero du ved, men hele pladen havde jeg ingen idé om
der er et interview med john frusciante, ham geniet der af en eller anden grund ikke kan holde sig ude af den hæslige gruppe red hot chili peppers, hvor han snakker om bandet r.e.m og hvordan de, altså deres musik, har været som en ven gennem de hårdeste tider
venlig musik
sådan har jeg det med hotel california pladen den her uge
det er rart
der er kommet en udvidelse til nightreign, det er så fantastisk hvor meget fromsoftware kan få mig til at føle
sidde og råbe på værelset alene, altså af at være helt hype og sådan
men så de næste 3 sider er noget jeg håber at skrive til en roman en dag, eller i hvert fald noget længere, hvis jeg kan
leve op til det
jeg kan i hvert fald godt lide det

tak for 2025 testrup
jeg ønsker jer alle sammen det bedste
og håber jeg kan lære at elske jer bedre i den virkelige verden
der er vi nemlig noget andet

valdemar dyrløv schrøder, 8/12/2025, jeg var her

 

om at vågne om vinteren med en roomie

Bag mørket er lyset kommet frem, men for søvnig til lige at vide hvad det betyder. Hører en slags urolig silen, båret frem af lyset, en given slip fra siden jeg ikke kan være en del af endnu. I en bølge af omvendt rumklang kommer mørket tilbage, her svømmer små samtaler med mine venner jeg kan fiske frem, dykke efter som efter æbler i et kar på markedet. Nogen fortæller mig det er okay inden drømmen brænder i kanten igen. Solen står hårdt mod gardinet. Her på siden hvor jeg ligger forsøger jeg at forestille mig intet andet end dette rum. Denne vinkel. Hvor gardinet er en flade, der ophedes af solen, og gul er farven af forandring, og lyden fra det åbne vindue er af gardinet der syder. 
Derfra foregår jeg i jumpcuts, for langsomme og abrupte til at være stopmotion og give illusionen af ægte bevægelse. Hårde klip til bastante stillinger der bliver ved i et lille for evigt på vej ud mod badet, hvor jeg endelig bliver til til Things We Lost In The Fire. 
Mange morgener for tiden kommer jeg til at stønne det første sekund under bruseren. Vil ikke være sådan en der laver sådan nogle lyde, men vandtrykket her på Testrup er så perfekt, og søvnen er så underlig og kold og forsvinder ned i afløbet mens kroppen varmes op i zoner.

quickdraw 3x5.56mm

– Håber nok et eller andet sted på et kosmisk svar på—
– Det hele. 
– Og lægger tanker i munden på mig selv, opfinder det de andre ville sige.
– De andre. Dem og dig. 
– Dem, status quo.
– Status quo? Nogen at skyde skylden på, et objekt.
– En skyldig.
– I hvad, hvad er du så sur på?
– Vrede er selvpleje, og jeg er ikke sur, jeg er ked af det.
– Hvem er du så så ked af det på?
– Dem.

*

En har hældt beton ind mellem hjernen og mit kranie i nat
        så de ikke kan vibrere sammen
Stille synapser derinde
Stille kriblende lyd af fortætning,
        udvidelse
…Og udvidelsen bliver til et 
        omsorgsløst stille kram fra mit omrids,
                der bliver til min grænse

*

ja, min tid er spildt, men samtidig lykkeligt overstået, 
mine 20’ere, den tid med alt frustrationen, den tid alle ser tilbage på og hader, 
det er de værste år siger man, 
man som i mange, 
og i 30’erne falder man til ro, siger man,
og i sidste ende er det jo det man, eller jeg, bare gerne vil. 
er det den her tid jeg vil kigge tilbage på eller vil jeg bare glemme den, 
har allerede glemt en smule, 
især corona årene, 
hvad skete der, 
jeg lavede en ep, tog til fest hos tobias, bag de lyserøde ruder, lukas kaas skrev grafitti med sit fulde navn lige udenfor deres vindue, pissede ud af det andet vindue, ned på restaurantgæsterne under, der grinede og troede, der blev vandet blomster over dem.
og det var restauranten theis arbejdede på,
jeg kom på besøg efter lukketid og drak sjatter, 
har altid haft svært ved det der, 
man nasser på sine venner, der har et job et sted og kan give gratis ting, 
fordi jeg er mega bange for at være til besvær, overse koder, misforstå dem, blive fanget i støjen mellem linjerne, spørge en gang for meget,
bange for at man bare bærer over, bare accepterer at jeg er et nødvendigt onde.
så jeg prøver at være lidt for sød, gør mig underdanig, hele tiden opmærksom på, at jeg godt ved jeg trænger mig på, hvilket nok faktisk planter tanken i hovedet på folk om, at det er det jeg gør.
andre kan bare forvente, at gode ting vil ske, og så sker de, 
man kan, ja, vel lege gud, manifestere nogle ting i verden på den måde og det kunne jeg sikkert også hvis jeg troede på det, 
men det gør jeg ikke fordi, som han sagde, hvad hed han, andreas, nej, for længe siden, han sagde, at jeg kan nok ikke lide mig selv, 
han hed johannes, 
men når man ikke kan lide nogen, ønsker man jo så ikke gode ting skal ske for dem, 
det er bare ikke særlig tit man så bor i det hylster, der huser den man ikke kan lide og skal deale med, at der går nogen og manifesterer, at der ikke skal ske gode ting for dem. 
så jeg tror helt sikkert jeg grundlæggende skal ændre på min måde at tænke på tingene på, men det kræver også bare, at jeg får ryddet op i det, det psykiske og fysiske rod sådan så,
øh ja,
fordi jeg kan ikke ændre noget lige nu, 
man kan ændre ting der virker, 
men alting er bare i stykker mest, 
så i stedet bruger jeg alt min tid på bare at fikse ting hele tiden, 
genoprette dem til at fungere nederen på den mest optimale måde.

tilbage på mit prosa-shit og det føles lidt som at komme hjem kapitel 1 beta 0.4

Det hiver i mine lunger, mens vi går – for mange smøger, dumt, for jeg havde astma som barn. Hvem ved om jeg har det mere, for nu er der så meget andet galt i mig, at jeg glemmer at få fulgt op på det der skema, jeg har fået af lægen mere end et par gange. Hvem gider også puste i et rør 3 gange om dagen?
“Jeg får også fucking gøjseren på over, at hun er så distræt,” siger Johan. “Det er meget simpelt, jeg bliver sindssyg, hvis hendes ting ligger og flyder over det hele, det ved hun godt, det er sådan jeg er.”
Hvem ved, hvad der foregår med mine lunger, så jeg siger bare, “jaer”.
På Christianshavns Torv falder Johan i snak med sikkerhedsvagten i Normal: “Har Normal virkelig brug for en bouncer?”. Han svarer, det er det mest noieren sted i hele København, du kan være vagt, folk er helt blæste her. Jeg glider ligesom forbi, skal have en deodorant, sæbe, tandpasta, tænker om det er folkene eller butikken selv, der gør det så noieren. Kan ikke fordrage de lineære gange, hvor nogen altid står i vejen, hvilket jeg er sikker på er en del af designet. Og den underlige maskot, hvad er det han prøver at sige? Hele deres tone er paradoksal, hånlig. Hvad skal den mintgrønne farve få mig til at føle? Jeg får ondt i knoglerne af at være her. 
Og er det overhovedet billigt? “15 kr. for en deodorant, det er vel en “normal” pris?” tænker jeg og forestiller mig, at en lille mintgrøn plet opstår på min hjerne og nu vil jeg gerne ud.
Jeg skal bare have en deodorant, whatever, 48hr protection, fint, så jeg hiver fat i den, men den lader sig ikke rykke som den burde. Den føles som en del af et større hele, og giver et knæk, da jeg får lirket den af – som at plukke et æble fra et træ. 
Væggene kollapser bagover, verden er af krydsfinér og billedet i dørrammen af Christianshavns Torv rammer jorden og hvirvler støv op i lokalet. Der er lys på stativer, kameraer, folk med clipboards, nogle af dem sidder på skamler så høje, at deres fødder ikke kan nå jorden. De fleste griner, andre virker en smule i panik, men begynder også at grine, da de ser mit ansigt. “Hvad fuck foregår der?” falder det mig ind at spørge, men ingen af dem svarer, griner bare videre. 
En af dem er optaget af at tage noter, og jeg griber fat i hans skulder, der bliver til sukkerglas og splintrer. I det samme står jeg ved indgangen til Normal på Christianshavns Torv igen og lugter stadig af sved.
“Fik du det, du skulle have?” spørger Johan, og jeg siger “jaer”. 
Foran mig kører bus 2A afsted mod Refshaleøen, med et stort banner af Søren Fauli på siden og citatet, “Du skal ikke tænke for meget over det.”