tilbage på mit prosa-shit og det føles lidt som at komme hjem kapitel 1 beta 0.4

Det hiver i mine lunger, mens vi går – for mange smøger, dumt, for jeg havde astma som barn. Hvem ved om jeg har det mere, for nu er der så meget andet galt i mig, at jeg glemmer at få fulgt op på det der skema, jeg har fået af lægen mere end et par gange. Hvem gider også puste i et rør 3 gange om dagen?
“Jeg får også fucking gøjseren på over, at hun er så distræt,” siger Johan. “Det er meget simpelt, jeg bliver sindssyg, hvis hendes ting ligger og flyder over det hele, det ved hun godt, det er sådan jeg er.”
Hvem ved, hvad der foregår med mine lunger, så jeg siger bare, “jaer”.
På Christianshavns Torv falder Johan i snak med sikkerhedsvagten i Normal: “Har Normal virkelig brug for en bouncer?”. Han svarer, det er det mest noieren sted i hele København, du kan være vagt, folk er helt blæste her. Jeg glider ligesom forbi, skal have en deodorant, sæbe, tandpasta, tænker om det er folkene eller butikken selv, der gør det så noieren. Kan ikke fordrage de lineære gange, hvor nogen altid står i vejen, hvilket jeg er sikker på er en del af designet. Og den underlige maskot, hvad er det han prøver at sige? Hele deres tone er paradoksal, hånlig. Hvad skal den mintgrønne farve få mig til at føle? Jeg får ondt i knoglerne af at være her. 
Og er det overhovedet billigt? “15 kr. for en deodorant, det er vel en “normal” pris?” tænker jeg og forestiller mig, at en lille mintgrøn plet opstår på min hjerne og nu vil jeg gerne ud.
Jeg skal bare have en deodorant, whatever, 48hr protection, fint, så jeg hiver fat i den, men den lader sig ikke rykke som den burde. Den føles som en del af et større hele, og giver et knæk, da jeg får lirket den af – som at plukke et æble fra et træ. 
Væggene kollapser bagover, verden er af krydsfinér og billedet i dørrammen af Christianshavns Torv rammer jorden og hvirvler støv op i lokalet. Der er lys på stativer, kameraer, folk med clipboards, nogle af dem sidder på skamler så høje, at deres fødder ikke kan nå jorden. De fleste griner, andre virker en smule i panik, men begynder også at grine, da de ser mit ansigt. “Hvad fuck foregår der?” falder det mig ind at spørge, men ingen af dem svarer, griner bare videre. 
En af dem er optaget af at tage noter, og jeg griber fat i hans skulder, der bliver til sukkerglas og splintrer. I det samme står jeg ved indgangen til Normal på Christianshavns Torv igen og lugter stadig af sved.
“Fik du det, du skulle have?” spørger Johan, og jeg siger “jaer”. 
Foran mig kører bus 2A afsted mod Refshaleøen, med et stort banner af Søren Fauli på siden og citatet, “Du skal ikke tænke for meget over det.”