Elektricitet

Overalt i min verden kan jeg mærke elektriciteten. Den plejede at være taktil, den dybe udhulning, der holdt knappen fast i hjertet på fjernsynet. Fjernsynet, der var dybere end det var bredt. Man kunne prøve at omfavne det, man skulle om bag i og fæstne scartstikket dybt indeni det. Små tænder kredset af en metalindhegning.
Flimmeret, myrekolonien, der vred sig om hinanden, når jeg vågnede om natten og programmeringen var ovre. Alt var helt stille og blåt, udenfor tid, der var intet ur i det rum. Der var en hylen, der var stærkere her om natten, fjernsynets ubrudte, skingre åndedræt. Der var hemmeligheder inde bag flimmeret, og svar. Det lærte mig at tale med folk fra andre lande. Forsvinde.
Helt tæt på, var det som om myrerne rakte ud efter en – helt tæt på overfladen. Mod hånden, den knitrende stille energi. Mod kinden, det næsten usynlige dun. Mod armen, hvor alt for tidligt sorte hår rakte ud ligesom mig, ville derind.
Jeg plejede at leve om natten. Verden åbnede sig i stilhed, hvor jeg kunne være spændt ud i ikkeværen. Ikke så meget larm. Kun en susen og overtonerne.
Der er et ekko fra det i min laptop, når den oplader. Når håndleddet hviler let over de skarpe kanter, er der kontakt. Sssssssss. Det er bedst når strømmen er ujordet, ligesom mig. Der kan vi mødes mellem fladerne, i partiklerne, og svæve.
Nu skøjter jeg kun i overfladen, ingen dybe knapper, taktilitet, switches, der giver et ryk dybt inde i maskinen. Kun haptisk feedback nu, små falske stød – en motor, der lyver om en reaktion. Fingrene nu, er kun varme, ikke objekter. Løgnen er, at vi mødes. Løgnen er, at ting giver efter.