stadig

søndag er af mikro heartbreaks
lidt for alting
små pludselige attentater
fra hverdagsvignetter, hoppeborge i århus
hvor det kan springe slag over, hjertet
sitrende som dådyrøjne
måske vægtløst et sekund

af alt det der gør mennesket mennesket
er det der gør mig mig 
og dig dig
det mest skrøbelige

Prøver at skrive mig ud af hadet til min vante form og indhold lige nu

Grå marumsvæsen, fortæl mig hvad det er du kommer af. Når du bløder ud af solen er det som at se mig forsvinde, noget jeg har mærket men stadig ikke forstår. Når du lægger dig i mulden, kan jeg se hvordan det vil smage før det rammer mine læber. Her hvor du bliver en lille sort pyt, der ligner evigheden men også slutningen. Af rådden vilje bliver jeg til mere. Af mørkt savn bliver vi sammen. Af gullig tro bliver alt savnet. Åh hvor jeg savner når du er her, mit gummiagtige kranie væsker, skaber hinde om sig selv i håbet om at det kan holde til dig nu. Forlad mig alt jeg har forsøgt forgæves. Alle steder jeg har efterladt mig selv, lemmer, vilje eller små korn af skæl, hudflager. Min hud har fået en klistret tendens, til at samle lag af skam op fra situationer du kan se mig i. Fra under din pyt, bag dit vindue, mellem fibrene i mit tøj. Der er ingen ære i at blive ved at prøve, men jeg må og skal, for dig. Det handler ikke om mod men apati. Jeg er ikke udvidet men strukket. Og kan sprænge. På alle punkter på en gang. Hvor du er. Hvor du er til. Hvor du er er jeg. Jeg kan godt holde til det, det lover jeg. Kvæle instinktet. Det er kun menneskeligt. Gud hvor huden glammer når du er væk.
Forståelse er ikke bare én ting. Forståelse er ikke bare én ting.
Sult er et krybdyr. Glans er et tab. Skygge er en ofring. Skyld er intet.
Savner. Mister. Alt. Hviner. Stjerne. Intet. 

sundeigh

i afghanistan er de begyndt at stene børnene på en mere human måde sagde barry
børnene i markerne der samler weed med hele kroppen i harpiksdragter
nu hælder de bare en lastbil fuld af sten udover dem når de sladrer
det kan jeg så tænke på i mit brusebad om morgenen
det kan jeg så vide
mig og mine små problemer jeg ikke engang kunne klare
mig hvis følelser aldrig udviklede objektpermanens
mig der ikke kan forstå det der med at
alle
            de små
                            stød 
                            af røvtur
ikke                     er hele verden
ikke                     er alting
ikke                     er den sidste følelse
hvis nu livet egentlig bare var en stor blank perfekt flade
ja hvad så man?
måske vil jeg bare gerne kysses
afblege hjernen og forsvinde lidt
ik sikker på om jeg vil græde eller æde
sove eller bare

1000% dagblog

Der er blevet holdt sommerferie på bloggen. Jeg har ikke fået skrevet meget, ikke rigtig lige vidst hvad jeg skulle gøre af det. Desuden har jeg en hel plade lige om lidt med Styrtdyk, har indspillet og mixet, holdt møder, og så har jeg forberedt mig til at skulle til Skotland på mandag og være med i min vens kortfilm. Har ikke spillet skuespil i 6 år, så er ret nervøs, men som alle ting i livet skal det nok gå, og meget bedre, hvis jeg bare er virkelig velforberedt. 

Lige nu sidder jeg med min morgenmad og hører Masayoshi Takanaka og prøver at brute-force noget positivitet ind i mit system. Der er nemlig også en anden grund til at der ikke er sket noget herinde lidt, og det er, at jeg udenfor min egen kontrol er begyndt at flirte med den mørke side her henover sommerferien. Det er ikke rart. Det føles som en lille tumor, der sidder i toppen af hovedet og fordærver mit system - mine tanker og min krop. Af en eller anden grund, tror jeg læste om alkymi eller lignende, endte jeg på wikipedia-siden for de gamle græske 4 grundelementer. Der stod at ordet melankoli helt bogstaveligt betyder sort galde – det føles meget rammende. 

Men så den her mørke vækst i mig, for tiden prøver den at hive ordene tilbage i min mund så snart de er kommet ud, og inden da behandle dem, så de glimter af gift i kanten. Jeg er bekymret for, og det ved jeg jo jeg ikke er, men alligevel er jeg bekymret for, om jeg er en byrde for mine omgivelser. En lynafleder for bekymringer. Samtidig er jeg bekymret for, at jeg ikke kan snakke med folk om de her ting og forvente andet end en af de der modsigelser, sådan en “ej men det er du altså bare slet ikke”, som om jeg ikke vidste det i hovedet, som om logik kan trylle irrationelle frygter væk. Er bekymret for at psykologer der ved noget som helst om det indeni mig har en ventetid på over et år. Er bekymret for at der ikke er nogen der kan gøre noget. 

Måske er det at være her i Køge, der gør det – legemliggørelsen af den der øvre middelklasse tankegang om, at alt da selvfølgelig er helt fint hvis det er fint for MIG. Alle de der store problemer, dem får vi altså ikke noget ud af at bekymre os om. Manglen på perspektiv. Jeg glæder mig til at komme tilbage på Testrup om nogle dage, og forhåbentlig efterlade noget af giften her.

Jeg gik forbi mit barndomshjem den anden dag, et hjem der plejede at kunne ejes af en musikskolelærer og en butiksdekoratør, og efter at have gået forbi en stime af Teslaer, nyrenoverede huse og endda huse, der var blevet sat sammen (???????), og til sidst blev nedstirret af en dame på en el-ladcykel foran mit barndomshjem gik det op for mig: Vi lever allerede i et postapokalyptisk samfund. Terningerne er kastet, beslutningerne er taget. Jeg tror ikke på vores system, og mindst af alt tror jeg på, at vi kan reparere det uden at rive det fuldstændig fra hinanden. Det føles som at gå rundt i et spil efter du har klaret main questen. Du kan sagtens gøre ting, men der er intet af det, der rigtig betyder noget, det vigtige er sket, verden er ligesom tom nu, uden formål. Det kommer kun til at gå nedad herfra. Men det kan jo stadig være JEG finder en måde at have det fint på, og så er alt jo helt fint. 

Post-kærligheds-, post-omsorgs-, post-middelklasse-, post-fakta-, post-frelse-, post-retfærdighedssamfund, vi skal være selvstændige, uforpligtende, polykulære strejfere, de mange, der skriger stille, mere alene og kalde det frihed.

Så mens vi ventede på at få en atombombe i hovedet af DT eller VP etc. faldt de virkelige bomber i sjælen, spirituelle bomber, og nu venter vi bare på trykbølgen.

        åh verden, hvad kan jeg give dig?
        alt andet end et løfte 
        men verden, hvad kan du give mig?
        et kosmisk om lidt 

 

testrup-antologi-2025-bootleg-CAM-HDx264.mkv

 

Girl, Interrupted

I aften så jeg Girl, Interrupted og den fik mig til at tænke på alle mine smukke, fucking stærke, syge venner, der kæmper så hårdt hver dag bare for at være her. Særligt tænkte jeg på min gamle skrivegruppe fra psyk på Amager. Hvor forskellige vi var, og hvor særligt det var at være draget sammen ikke af interesse, ikke af noget fælles vi selv havde valgt som sådan, men noget latent indeni os. Hvordan den mest brogede flok jeg nogensinde har været en del af mødte hinanden med så åbne hjerter. Hvordan det at være skør i en gruppe af skøre er en helt særlig tryghed. Samtidig føles det også til tider som om man bliver mere syg af det, men måske er det bare en effekt af, at man sænker paraderne, også for sig selv. Raske mennesker kan lytte, de kan forstå, de kan læse og sympatisere, men blandt sådan nogle, altså de raske, ude i det virkelige liv kan jeg aldrig trække mig eller bare sige jeg ikke magter, uden at føle det er en lille smule min skyld. At det en lille smule er mig der er ved siden af, ikke passer ind. Ja, de skøre er sværere at lave aftaler med, men når de så er der, så er de der fucking også bare, fordi de har valgt det – de har valgt at være HER, fordi de har mærket mørket kalde, vejet det op og valgt hver dag igen at være HER. 

Nogle af dem kommer til min fødselsdag senere på måneden – jeg glæder mig helt vildt meget til at se dem. 

Inden jeg startede filmen kom min mor med frysepizza til mig, fordi jeg også er sådan fysiologisk syg lige nu, hostestyle, og jeg havde egentlig troet hun bare ville komme med tingene og så gå igen, men hun blev ligesom bare hængende. Men jeg havde tænkt jeg skulle se en film med min pizza, så da jeg tog den ud af ovnen og bare stillede den spurgte hun hvorfor jeg nu bare stillede den. Så svarede jeg, at pizzaen var for varm og jeg lige skulle finde den rigtige film, så det gjorde jeg og tog pizzaen med ind i stuen og sad ligesom bare og ventede, for nu havde hun altså også lige ringet til min søster og sad bare ligesom ved siden af mig og blokerede for mit ritual, indtil hun så kommenterede på i telefonen at jeg ikke havde spist min pizza endnu og jeg blev nødt til at sige, "men nu bliver du altså nødt til at lægge på eller gå, for jeg skal altså spise pizzaen til filmen" og så sagde hun i telefonen, at nu skal min autistsøn altså se film og spise pizza, så det gjorde jeg endelig og hun så lidt med og faldt så i søvn. Men hun er også ved at blive udredt for ADHD og tjekkede sin telefon en masse under filmen, hvilket jeg hader, men hun prøver, min søde mor. 

Nå jo, og så sagde Winona Ryder det her til sidst i filmen, som jeg synes var smukt: "Crazy isn't being broken, or swallowing a dark secret. It's you, or me, amplified."

T H E S E   T H I N G S   I ' L L   B E   U N T I L   I  D I E 

 

((((((0))))))

glemmer af og til alt om det ægte liv derude
så vigtigt
at have styr på det hele
ellers falder det fra hinanden
                har jeg lært
mange forsøg på
                at finde det smukke
                            jeg ved
                                        der er
                                                    inde i mig
                                                                og blive bedre til     
                                                                            at slippe det ud
på den der briks fra james bond
hvor man saves over på langs
kunne det måske sættes fri
afhængigt af
hvordan jeg lige havde det
den dag
hvor stærkt trykket lige var
indeni
af potentiel energi
                    lyst
                    eller raseri
om blodet den dag føltes mest
                    frosset, koaguleret
eller som fortyndet koolaid
om
når jeg ser mig selv indefra
om jeg ser mig gennemboret
                    med et springvand af blod
                                    sprøjtende ud
                                                    af hjertet
om
jeg forestiller mig jeg er faldende
ned af en uendelig trappe
omgivet af potter
og pander
og lyden er helt
                       skræmmende
                                    overstyret
altså den dag
om utilpasheden
er skarp eller stump