Lige nu sidder jeg med min morgenmad og hører Masayoshi Takanaka og prøver at brute-force noget positivitet ind i mit system. Der er nemlig også en anden grund til at der ikke er sket noget herinde lidt, og det er, at jeg udenfor min egen kontrol er begyndt at flirte med den mørke side her henover sommerferien. Det er ikke rart. Det føles som en lille tumor, der sidder i toppen af hovedet og fordærver mit system - mine tanker og min krop. Af en eller anden grund, tror jeg læste om alkymi eller lignende, endte jeg på wikipedia-siden for de gamle græske 4 grundelementer. Der stod at ordet melankoli helt bogstaveligt betyder sort galde – det føles meget rammende.
Men så den her mørke vækst i mig, for tiden prøver den at hive ordene tilbage i min mund så snart de er kommet ud, og inden da behandle dem, så de glimter af gift i kanten. Jeg er bekymret for, og det ved jeg jo jeg ikke er, men alligevel er jeg bekymret for, om jeg er en byrde for mine omgivelser. En lynafleder for bekymringer. Samtidig er jeg bekymret for, at jeg ikke kan snakke med folk om de her ting og forvente andet end en af de der modsigelser, sådan en “ej men det er du altså bare slet ikke”, som om jeg ikke vidste det i hovedet, som om logik kan trylle irrationelle frygter væk. Er bekymret for at psykologer der ved noget som helst om det indeni mig har en ventetid på over et år. Er bekymret for at der ikke er nogen der kan gøre noget.
Måske er det at være her i Køge, der gør det – legemliggørelsen af den der øvre middelklasse tankegang om, at alt da selvfølgelig er helt fint hvis det er fint for MIG. Alle de der store problemer, dem får vi altså ikke noget ud af at bekymre os om. Manglen på perspektiv. Jeg glæder mig til at komme tilbage på Testrup om nogle dage, og forhåbentlig efterlade noget af giften her.
Jeg gik forbi mit barndomshjem den anden dag, et hjem der plejede at kunne ejes af en musikskolelærer og en butiksdekoratør, og efter at have gået forbi en stime af Teslaer, nyrenoverede huse og endda huse, der var blevet sat sammen (???????), og til sidst blev nedstirret af en dame på en el-ladcykel foran mit barndomshjem gik det op for mig: Vi lever allerede i et postapokalyptisk samfund. Terningerne er kastet, beslutningerne er taget. Jeg tror ikke på vores system, og mindst af alt tror jeg på, at vi kan reparere det uden at rive det fuldstændig fra hinanden. Det føles som at gå rundt i et spil efter du har klaret main questen. Du kan sagtens gøre ting, men der er intet af det, der rigtig betyder noget, det vigtige er sket, verden er ligesom tom nu, uden formål. Det kommer kun til at gå nedad herfra. Men det kan jo stadig være JEG finder en måde at have det fint på, og så er alt jo helt fint.
Post-kærligheds-, post-omsorgs-, post-middelklasse-, post-fakta-, post-frelse-, post-retfærdighedssamfund, vi skal være selvstændige, uforpligtende, polykulære strejfere, de mange, der skriger stille, mere alene og kalde det frihed.
Så mens vi ventede på at få en atombombe i hovedet af DT eller VP etc. faldt de virkelige bomber i sjælen, spirituelle bomber, og nu venter vi bare på trykbølgen.
åh verden, hvad kan jeg give dig?
alt andet end et løfte
men verden, hvad kan du give mig?
et kosmisk om lidt
Ingen kommentarer:
Send en kommentar