Prøver at skrive mig ud af hadet til min vante form og indhold lige nu

Grå marumsvæsen, fortæl mig hvad det er du kommer af. Når du bløder ud af solen er det som at se mig forsvinde, noget jeg har mærket men stadig ikke forstår. Når du lægger dig i mulden, kan jeg se hvordan det vil smage før det rammer mine læber. Her hvor du bliver en lille sort pyt, der ligner evigheden men også slutningen. Af rådden vilje bliver jeg til mere. Af mørkt savn bliver vi sammen. Af gullig tro bliver alt savnet. Åh hvor jeg savner når du er her, mit gummiagtige kranie væsker, skaber hinde om sig selv i håbet om at det kan holde til dig nu. Forlad mig alt jeg har forsøgt forgæves. Alle steder jeg har efterladt mig selv, lemmer, vilje eller små korn af skæl, hudflager. Min hud har fået en klistret tendens, til at samle lag af skam op fra situationer du kan se mig i. Fra under din pyt, bag dit vindue, mellem fibrene i mit tøj. Der er ingen ære i at blive ved at prøve, men jeg må og skal, for dig. Det handler ikke om mod men apati. Jeg er ikke udvidet men strukket. Og kan sprænge. På alle punkter på en gang. Hvor du er. Hvor du er til. Hvor du er er jeg. Jeg kan godt holde til det, det lover jeg. Kvæle instinktet. Det er kun menneskeligt. Gud hvor huden glammer når du er væk.
Forståelse er ikke bare én ting. Forståelse er ikke bare én ting.
Sult er et krybdyr. Glans er et tab. Skygge er en ofring. Skyld er intet.
Savner. Mister. Alt. Hviner. Stjerne. Intet.