om at vågne om vinteren med en roomie

Bag mørket er lyset kommet frem, men for søvnig til lige at vide hvad det betyder. Hører en slags urolig silen, båret frem af lyset, en given slip fra siden jeg ikke kan være en del af endnu. I en bølge af omvendt rumklang kommer mørket tilbage, her svømmer små samtaler med mine venner jeg kan fiske frem, dykke efter som efter æbler i et kar på markedet. Nogen fortæller mig det er okay inden drømmen brænder i kanten igen. Solen står hårdt mod gardinet. Her på siden hvor jeg ligger forsøger jeg at forestille mig intet andet end dette rum. Denne vinkel. Hvor gardinet er en flade, der ophedes af solen, og gul er farven af forandring, og lyden fra det åbne vindue er af gardinet der syder. 
Derfra foregår jeg i jumpcuts, for langsomme og abrupte til at være stopmotion og give illusionen af ægte bevægelse. Hårde klip til bastante stillinger der bliver ved i et lille for evigt på vej ud mod badet, hvor jeg endelig bliver til til Things We Lost In The Fire. 
Mange morgener for tiden kommer jeg til at stønne det første sekund under bruseren. Vil ikke være sådan en der laver sådan nogle lyde, men vandtrykket her på Testrup er så perfekt, og søvnen er så underlig og kold og forsvinder ned i afløbet mens kroppen varmes op i zoner.

quickdraw 3x5.56mm

– Håber nok et eller andet sted på et kosmisk svar på—
– Det hele. 
– Og lægger tanker i munden på mig selv, opfinder det de andre ville sige.
– De andre. Dem og dig. 
– Dem, status quo.
– Status quo? Nogen at skyde skylden på, et objekt.
– En skyldig.
– I hvad, hvad er du så sur på?
– Vrede er selvpleje, og jeg er ikke sur, jeg er ked af det.
– Hvem er du så så ked af det på?
– Dem.

*

En har hældt beton ind mellem hjernen og mit kranie i nat
        så de ikke kan vibrere sammen
Stille synapser derinde
Stille kriblende lyd af fortætning,
        udvidelse
…Og udvidelsen bliver til et 
        omsorgsløst stille kram fra mit omrids,
                der bliver til min grænse

*

ja, min tid er spildt, men samtidig lykkeligt overstået, 
mine 20’ere, den tid med alt frustrationen, den tid alle ser tilbage på og hader, 
det er de værste år siger man, 
man som i mange, 
og i 30’erne falder man til ro, siger man,
og i sidste ende er det jo det man, eller jeg, bare gerne vil. 
er det den her tid jeg vil kigge tilbage på eller vil jeg bare glemme den, 
har allerede glemt en smule, 
især corona årene, 
hvad skete der, 
jeg lavede en ep, tog til fest hos tobias, bag de lyserøde ruder, lukas kaas skrev grafitti med sit fulde navn lige udenfor deres vindue, pissede ud af det andet vindue, ned på restaurantgæsterne under, der grinede og troede, der blev vandet blomster over dem.
og det var restauranten theis arbejdede på,
jeg kom på besøg efter lukketid og drak sjatter, 
har altid haft svært ved det der, 
man nasser på sine venner, der har et job et sted og kan give gratis ting, 
fordi jeg er mega bange for at være til besvær, overse koder, misforstå dem, blive fanget i støjen mellem linjerne, spørge en gang for meget,
bange for at man bare bærer over, bare accepterer at jeg er et nødvendigt onde.
så jeg prøver at være lidt for sød, gør mig underdanig, hele tiden opmærksom på, at jeg godt ved jeg trænger mig på, hvilket nok faktisk planter tanken i hovedet på folk om, at det er det jeg gør.
andre kan bare forvente, at gode ting vil ske, og så sker de, 
man kan, ja, vel lege gud, manifestere nogle ting i verden på den måde og det kunne jeg sikkert også hvis jeg troede på det, 
men det gør jeg ikke fordi, som han sagde, hvad hed han, andreas, nej, for længe siden, han sagde, at jeg kan nok ikke lide mig selv, 
han hed johannes, 
men når man ikke kan lide nogen, ønsker man jo så ikke gode ting skal ske for dem, 
det er bare ikke særlig tit man så bor i det hylster, der huser den man ikke kan lide og skal deale med, at der går nogen og manifesterer, at der ikke skal ske gode ting for dem. 
så jeg tror helt sikkert jeg grundlæggende skal ændre på min måde at tænke på tingene på, men det kræver også bare, at jeg får ryddet op i det, det psykiske og fysiske rod sådan så,
øh ja,
fordi jeg kan ikke ændre noget lige nu, 
man kan ændre ting der virker, 
men alting er bare i stykker mest, 
så i stedet bruger jeg alt min tid på bare at fikse ting hele tiden, 
genoprette dem til at fungere nederen på den mest optimale måde.

tilbage på mit prosa-shit og det føles lidt som at komme hjem kapitel 1 beta 0.4

Det hiver i mine lunger, mens vi går – for mange smøger, dumt, for jeg havde astma som barn. Hvem ved om jeg har det mere, for nu er der så meget andet galt i mig, at jeg glemmer at få fulgt op på det der skema, jeg har fået af lægen mere end et par gange. Hvem gider også puste i et rør 3 gange om dagen?
“Jeg får også fucking gøjseren på over, at hun er så distræt,” siger Johan. “Det er meget simpelt, jeg bliver sindssyg, hvis hendes ting ligger og flyder over det hele, det ved hun godt, det er sådan jeg er.”
Hvem ved, hvad der foregår med mine lunger, så jeg siger bare, “jaer”.
På Christianshavns Torv falder Johan i snak med sikkerhedsvagten i Normal: “Har Normal virkelig brug for en bouncer?”. Han svarer, det er det mest noieren sted i hele København, du kan være vagt, folk er helt blæste her. Jeg glider ligesom forbi, skal have en deodorant, sæbe, tandpasta, tænker om det er folkene eller butikken selv, der gør det så noieren. Kan ikke fordrage de lineære gange, hvor nogen altid står i vejen, hvilket jeg er sikker på er en del af designet. Og den underlige maskot, hvad er det han prøver at sige? Hele deres tone er paradoksal, hånlig. Hvad skal den mintgrønne farve få mig til at føle? Jeg får ondt i knoglerne af at være her. 
Og er det overhovedet billigt? “15 kr. for en deodorant, det er vel en “normal” pris?” tænker jeg og forestiller mig, at en lille mintgrøn plet opstår på min hjerne og nu vil jeg gerne ud.
Jeg skal bare have en deodorant, whatever, 48hr protection, fint, så jeg hiver fat i den, men den lader sig ikke rykke som den burde. Den føles som en del af et større hele, og giver et knæk, da jeg får lirket den af – som at plukke et æble fra et træ. 
Væggene kollapser bagover, verden er af krydsfinér og billedet i dørrammen af Christianshavns Torv rammer jorden og hvirvler støv op i lokalet. Der er lys på stativer, kameraer, folk med clipboards, nogle af dem sidder på skamler så høje, at deres fødder ikke kan nå jorden. De fleste griner, andre virker en smule i panik, men begynder også at grine, da de ser mit ansigt. “Hvad fuck foregår der?” falder det mig ind at spørge, men ingen af dem svarer, griner bare videre. 
En af dem er optaget af at tage noter, og jeg griber fat i hans skulder, der bliver til sukkerglas og splintrer. I det samme står jeg ved indgangen til Normal på Christianshavns Torv igen og lugter stadig af sved.
“Fik du det, du skulle have?” spørger Johan, og jeg siger “jaer”. 
Foran mig kører bus 2A afsted mod Refshaleøen, med et stort banner af Søren Fauli på siden og citatet, “Du skal ikke tænke for meget over det.”