stadig

søndag er af mikro heartbreaks
lidt for alting
små pludselige attentater
fra hverdagsvignetter, hoppeborge i århus
hvor det kan springe slag over, hjertet
sitrende som dådyrøjne
måske vægtløst et sekund

af alt det der gør mennesket mennesket
er det der gør mig mig 
og dig dig
det mest skrøbelige

Prøver at skrive mig ud af hadet til min vante form og indhold lige nu

Grå marumsvæsen, fortæl mig hvad det er du kommer af. Når du bløder ud af solen er det som at se mig forsvinde, noget jeg har mærket men stadig ikke forstår. Når du lægger dig i mulden, kan jeg se hvordan det vil smage før det rammer mine læber. Her hvor du bliver en lille sort pyt, der ligner evigheden men også slutningen. Af rådden vilje bliver jeg til mere. Af mørkt savn bliver vi sammen. Af gullig tro bliver alt savnet. Åh hvor jeg savner når du er her, mit gummiagtige kranie væsker, skaber hinde om sig selv i håbet om at det kan holde til dig nu. Forlad mig alt jeg har forsøgt forgæves. Alle steder jeg har efterladt mig selv, lemmer, vilje eller små korn af skæl, hudflager. Min hud har fået en klistret tendens, til at samle lag af skam op fra situationer du kan se mig i. Fra under din pyt, bag dit vindue, mellem fibrene i mit tøj. Der er ingen ære i at blive ved at prøve, men jeg må og skal, for dig. Det handler ikke om mod men apati. Jeg er ikke udvidet men strukket. Og kan sprænge. På alle punkter på en gang. Hvor du er. Hvor du er til. Hvor du er er jeg. Jeg kan godt holde til det, det lover jeg. Kvæle instinktet. Det er kun menneskeligt. Gud hvor huden glammer når du er væk.
Forståelse er ikke bare én ting. Forståelse er ikke bare én ting.
Sult er et krybdyr. Glans er et tab. Skygge er en ofring. Skyld er intet.
Savner. Mister. Alt. Hviner. Stjerne. Intet. 

sundeigh

i afghanistan er de begyndt at stene børnene på en mere human måde sagde barry
børnene i markerne der samler weed med hele kroppen i harpiksdragter
nu hælder de bare en lastbil fuld af sten udover dem når de sladrer
det kan jeg så tænke på i mit brusebad om morgenen
det kan jeg så vide
mig og mine små problemer jeg ikke engang kunne klare
mig hvis følelser aldrig udviklede objektpermanens
mig der ikke kan forstå det der med at
alle
            de små
                            stød 
                            af røvtur
ikke                     er hele verden
ikke                     er alting
ikke                     er den sidste følelse
hvis nu livet egentlig bare var en stor blank perfekt flade
ja hvad så man?
måske vil jeg bare gerne kysses
afblege hjernen og forsvinde lidt
ik sikker på om jeg vil græde eller æde
sove eller bare

1000% dagblog

Der er blevet holdt sommerferie på bloggen. Jeg har ikke fået skrevet meget, ikke rigtig lige vidst hvad jeg skulle gøre af det. Desuden har jeg en hel plade lige om lidt med Styrtdyk, har indspillet og mixet, holdt møder, og så har jeg forberedt mig til at skulle til Skotland på mandag og være med i min vens kortfilm. Har ikke spillet skuespil i 6 år, så er ret nervøs, men som alle ting i livet skal det nok gå, og meget bedre, hvis jeg bare er virkelig velforberedt. 

Lige nu sidder jeg med min morgenmad og hører Masayoshi Takanaka og prøver at brute-force noget positivitet ind i mit system. Der er nemlig også en anden grund til at der ikke er sket noget herinde lidt, og det er, at jeg udenfor min egen kontrol er begyndt at flirte med den mørke side her henover sommerferien. Det er ikke rart. Det føles som en lille tumor, der sidder i toppen af hovedet og fordærver mit system - mine tanker og min krop. Af en eller anden grund, tror jeg læste om alkymi eller lignende, endte jeg på wikipedia-siden for de gamle græske 4 grundelementer. Der stod at ordet melankoli helt bogstaveligt betyder sort galde – det føles meget rammende. 

Men så den her mørke vækst i mig, for tiden prøver den at hive ordene tilbage i min mund så snart de er kommet ud, og inden da behandle dem, så de glimter af gift i kanten. Jeg er bekymret for, og det ved jeg jo jeg ikke er, men alligevel er jeg bekymret for, om jeg er en byrde for mine omgivelser. En lynafleder for bekymringer. Samtidig er jeg bekymret for, at jeg ikke kan snakke med folk om de her ting og forvente andet end en af de der modsigelser, sådan en “ej men det er du altså bare slet ikke”, som om jeg ikke vidste det i hovedet, som om logik kan trylle irrationelle frygter væk. Er bekymret for at psykologer der ved noget som helst om det indeni mig har en ventetid på over et år. Er bekymret for at der ikke er nogen der kan gøre noget. 

Måske er det at være her i Køge, der gør det – legemliggørelsen af den der øvre middelklasse tankegang om, at alt da selvfølgelig er helt fint hvis det er fint for MIG. Alle de der store problemer, dem får vi altså ikke noget ud af at bekymre os om. Manglen på perspektiv. Jeg glæder mig til at komme tilbage på Testrup om nogle dage, og forhåbentlig efterlade noget af giften her.

Jeg gik forbi mit barndomshjem den anden dag, et hjem der plejede at kunne ejes af en musikskolelærer og en butiksdekoratør, og efter at have gået forbi en stime af Teslaer, nyrenoverede huse og endda huse, der var blevet sat sammen (???????), og til sidst blev nedstirret af en dame på en el-ladcykel foran mit barndomshjem gik det op for mig: Vi lever allerede i et postapokalyptisk samfund. Terningerne er kastet, beslutningerne er taget. Jeg tror ikke på vores system, og mindst af alt tror jeg på, at vi kan reparere det uden at rive det fuldstændig fra hinanden. Det føles som at gå rundt i et spil efter du har klaret main questen. Du kan sagtens gøre ting, men der er intet af det, der rigtig betyder noget, det vigtige er sket, verden er ligesom tom nu, uden formål. Det kommer kun til at gå nedad herfra. Men det kan jo stadig være JEG finder en måde at have det fint på, og så er alt jo helt fint. 

Post-kærligheds-, post-omsorgs-, post-middelklasse-, post-fakta-, post-frelse-, post-retfærdighedssamfund, vi skal være selvstændige, uforpligtende, polykulære strejfere, de mange, der skriger stille, mere alene og kalde det frihed.

Så mens vi ventede på at få en atombombe i hovedet af DT eller VP etc. faldt de virkelige bomber i sjælen, spirituelle bomber, og nu venter vi bare på trykbølgen.

        åh verden, hvad kan jeg give dig?
        alt andet end et løfte 
        men verden, hvad kan du give mig?
        et kosmisk om lidt