Elektricitet

Overalt i min verden kan jeg mærke elektriciteten. Den plejede at være taktil, den dybe udhulning, der holdt knappen fast i hjertet på fjernsynet. Fjernsynet, der var dybere end det var bredt. Man kunne prøve at omfavne det, man skulle om bag i og fæstne scartstikket dybt indeni det. Små tænder kredset af en metalindhegning.
Flimmeret, myrekolonien, der vred sig om hinanden, når jeg vågnede om natten og programmeringen var ovre. Alt var helt stille og blåt, udenfor tid, der var intet ur i det rum. Der var en hylen, der var stærkere her om natten, fjernsynets ubrudte, skingre åndedræt. Der var hemmeligheder inde bag flimmeret, og svar. Det lærte mig at tale med folk fra andre lande. Forsvinde.
Helt tæt på, var det som om myrerne rakte ud efter en – helt tæt på overfladen. Mod hånden, den knitrende stille energi. Mod kinden, det næsten usynlige dun. Mod armen, hvor alt for tidligt sorte hår rakte ud ligesom mig, ville derind.
Jeg plejede at leve om natten. Verden åbnede sig i stilhed, hvor jeg kunne være spændt ud i ikkeværen. Ikke så meget larm. Kun en susen og overtonerne.
Der er et ekko fra det i min laptop, når den oplader. Når håndleddet hviler let over de skarpe kanter, er der kontakt. Sssssssss. Det er bedst når strømmen er ujordet, ligesom mig. Der kan vi mødes mellem fladerne, i partiklerne, og svæve.
Nu skøjter jeg kun i overfladen, ingen dybe knapper, taktilitet, switches, der giver et ryk dybt inde i maskinen. Kun haptisk feedback nu, små falske stød – en motor, der lyver om en reaktion. Fingrene nu, er kun varme, ikke objekter. Løgnen er, at vi mødes. Løgnen er, at ting giver efter.

Om at være bange

Jeg er født men fik aldrig livet.
Graver huller, går ned og bliver i dem.
Bange, måske bare for alt.
For den kemi, det røde felt
    under bevidstheden.
Kan ikke had, var ikke så heldig.
Kun mærke det sitre omkring mig,
    og fodre tiden som bugner og knækker,
        og spredes i skår,
            besatte.
Minder kan kappe klipper, bjerge.
Spændt op som en snøre,
    før-nu-agtige ting,
        afinstalleret,
            hende.
Var det det værd?
    Læringen?

Savner David Lynch i dag

Static

Jeg har altid været en der, fe-agtigt, lyst, tyndt, talte højt. I grunden underligt, at jeg var sådan. Usikkerheden løber nok i mit blod, i mørke.

Mærke, et eller andet. Et eller andet andet end konflikten - der har jeg været længe. Som på kinesisk. Kommer det til at ske?

Jeg væbner mig mod folks umiddelbare indtryk, som, ja, være hvad de vil - men de ville nok grine for meget hvis det hele kom ind samtidig. 

Jeg håber i billeder. Et destruktivt, indelukket sted, men lovende. Kinesisk visdom siger jeg kommer sikkert frem. De er kejtede, mine ben, men kan bære så længe jeg kan knuse mit undermåler-gen.

Spiller det lange spil. Saga sagde til mig: “Jeg har en video, eller måske har jeg det. Jeg tror i løbet af folkeskolen, af din familie.”

Jeg er ofte mistroisk, dårlig til at stå imod mit væsen. Det gør man med visdom, har nogen sagt mig, og det vil du også, med ro, tålmodighed, ikke frustration. Ja, det er godt, men udimensioneret. Empati er ikke altid respektfuldt.

Jeg vil ikke bare gå, men dele grin sammen, snart, snart, hvor er det vanskeligt, snart, i april, måske maj, hvis de bare kunne løbe, min altid gående ben. Jeg så for nylig, at jeg var sådan en, der som gamle video8 bånd bare kunne slette mig selv, blive slukket for. Og dér, ræk ikke hånden op, de aflæser signalerne. Jeg gør nødigt noget for at ruske i træmmerne, gør nødigt noget for at klare himlen op.

Vi skal til Berlin, snart, over langsommeligheden. Der er konflikt, blev der sagt. I går? Det falder folk ud af hovedet. “Hvem mon Nan Goldin er?" Igen må jeg høre hende sige sjove ting. Få lov til at være med. Vidne. Kunne måske være tålmodig, sikker før jeg handler. Jeg har fået velsignelse til at ryge. Det smager bedre og bedre jo længere man gør det.

På videoen spiller jeg mandolin, jeg kan så meget, op! Valdemar! Giv de andre en! Men jeg kan ikke give til andre medmindre jeg er helt sikker. Hver måned er uventet, impulsiv, mærkbar. Hjemsøgt.

Den her underlige, halv-tilvalgte familie, ser de min natur? Det er blevet sagt at jeg er en grower, ikke går rent ind, når man ser mig. Er ked af jeg ikke ved, om hun, hende den vigtige jeg kredser om, må indoperere ro i Berlin. En by, der godt kunne bruge nogle gode minder, den by. Og hast i starten kan føre til hurtigt at glemme kontanter, og de mistroiske tyskere tror de kender mig. Da jeg var lille var mit hav at synge en sang om Toy Story. Det var en chance. Min far var også usikker, buttet.

Tit går jeg planken ud, nok mest for at fries for minder, fortrydelser, gamle fejltagelser - på tur ud i den virkelige verden. Hvad er folk? Noget jeg skal sive ind i, vokse udover. 

“Kom med på museumsturen!” Det ville hun synes om, så jeg kommer til at være der. 

Måske, eller for mig, er målet i en kaotisk, flimrende, halv-venlig, smukt blomstrende, levende undergang. Mine ben må bære mig langsomt over bankerne. Der er håb. Hvis bare.

forkert

hej
jeg er
forkert

*

Jeg kan ikke længere se mig selv som et væsen, der fortjener kærlighed. ellers sex. Eller i hvert fald slet ikke begge to på én gang. Der er sat en mur op mellem dem, jeg stoler ikke længere på mine lyster, eller ønsker. Duften af hår, når man er helt tæt på, stoler på noget, nogen, ansigtet mod puden og kæben, der hviler mod nakken og jeg elsker dig er så langt væk, kun koncepter, der ikke længere eksisterer i den vågne verden overhovedet, men en sjælden ubuden gang hjemsøger mig i mine drømme.

*

gennem vinduerne
stirrer utallige af samme tilbage
mærket af frostens kærtegn
karmene
savlende
eller fråder om munden
langs indersiden af benene
blålige, rødlige, hævede nuancer
i et hav du selv har skabt
fordi han bad om det
din herre
ja, alene og i stilhed
smiler
og kom her med tilladelse
engang var vi nærmere
en konstant
nu bare transient
ikke bange
men spændt

*

der er farver og billeder
støj
bag mine øjne
de flyder fra en spand
        jeg har hængt
        over min seng
i en tynd tråd
        Damoklesspanden
for en dag vil de gå væk
og min seng vil være tom
jeg tænker den må brændes
ikke sælges videre

*

Halogen

Vi er opsat ved borde, gør ting i et rum, der ikke er lavet til det. Det er forkert. Fra bagerst i lokalet kastes et vink, der flimrer under lyset. Vi kører i for lave framerate, rummet en flaskehals. Du har dit tøj på fra Melodi Grand Prix.
Så meget for så lidt.

*

Farver, smeltet

Jeg er her nu og jeg var ventet. Af de pulserende mursten, røde, og grå, de uendeligt dybe fuger. Under mig, hvor der før var sten, grus, er der nu trampolinlignende underlag, umulige farver, hvor der kun var blå, grå. Bag kirken, neonblå i fart, har du set mig før jeg ser dig. Som en hund, tungen hængende ud af munden og lyden kommer i bølger, gisp, glade gisp. Glad, er du. 
Du aner ikke, hvad der foregår inde i mig. 

*

Fra oven

Kan ikke længere altaner. Det er jorden under, den trænger sig på, trækker ned, skabe kvalte impulser i kroppen. Blød i hovedet, lukker døren, men var det virkelig min hånd, der gjorde det?
Døren, hvorfor er den det, døren? Hånden, hvorfor er den det, hånden?
Det er smeltet, det jeg eksisterer i, opslugt i gråt lagen.
Det, der er tilbage
er et kamera i,
måske bag,
hovedet,
og en kappet tråd. 

*

hej
jeg er
her
er vi glade nu?