app(ropria)[ari]tion

spejder efter velbehag
dagdrømmer hvid støj
trækker selvet ned i 
kantede lunger
og ud
gennem
blomstrende hvide tænder
bliver til igen og
sluger himlen

nu en slags ubevægelig
under hvad der er ovre
“her” er bare et sansemarked

fald det hele ned
og lad et lille anfald være
kun en forlystelse
rundt i væsenet