Static

Jeg har altid været en der, fe-agtigt, lyst, tyndt, talte højt. I grunden underligt, at jeg var sådan. Usikkerheden løber nok i mit blod, i mørke.

Mærke, et eller andet. Et eller andet andet end konflikten - der har jeg været længe. Som på kinesisk. Kommer det til at ske?

Jeg væbner mig mod folks umiddelbare indtryk, som, ja, være hvad de vil - men de ville nok grine for meget hvis det hele kom ind samtidig. 

Jeg håber i billeder. Et destruktivt, indelukket sted, men lovende. Kinesisk visdom siger jeg kommer sikkert frem. De er kejtede, mine ben, men kan bære så længe jeg kan knuse mit undermåler-gen.

Spiller det lange spil. Saga sagde til mig: “Jeg har en video, eller måske har jeg det. Jeg tror i løbet af folkeskolen, af din familie.”

Jeg er ofte mistroisk, dårlig til at stå imod mit væsen. Det gør man med visdom, har nogen sagt mig, og det vil du også, med ro, tålmodighed, ikke frustration. Ja, det er godt, men udimensioneret. Empati er ikke altid respektfuldt.

Jeg vil ikke bare gå, men dele grin sammen, snart, snart, hvor er det vanskeligt, snart, i april, måske maj, hvis de bare kunne løbe, min altid gående ben. Jeg så for nylig, at jeg var sådan en, der som gamle video8 bånd bare kunne slette mig selv, blive slukket for. Og dér, ræk ikke hånden op, de aflæser signalerne. Jeg gør nødigt noget for at ruske i træmmerne, gør nødigt noget for at klare himlen op.

Vi skal til Berlin, snart, over langsommeligheden. Der er konflikt, blev der sagt. I går? Det falder folk ud af hovedet. “Hvem mon Nan Goldin er?" Igen må jeg høre hende sige sjove ting. Få lov til at være med. Vidne. Kunne måske være tålmodig, sikker før jeg handler. Jeg har fået velsignelse til at ryge. Det smager bedre og bedre jo længere man gør det.

På videoen spiller jeg mandolin, jeg kan så meget, op! Valdemar! Giv de andre en! Men jeg kan ikke give til andre medmindre jeg er helt sikker. Hver måned er uventet, impulsiv, mærkbar. Hjemsøgt.

Den her underlige, halv-tilvalgte familie, ser de min natur? Det er blevet sagt at jeg er en grower, ikke går rent ind, når man ser mig. Er ked af jeg ikke ved, om hun, hende den vigtige jeg kredser om, må indoperere ro i Berlin. En by, der godt kunne bruge nogle gode minder, den by. Og hast i starten kan føre til hurtigt at glemme kontanter, og de mistroiske tyskere tror de kender mig. Da jeg var lille var mit hav at synge en sang om Toy Story. Det var en chance. Min far var også usikker, buttet.

Tit går jeg planken ud, nok mest for at fries for minder, fortrydelser, gamle fejltagelser - på tur ud i den virkelige verden. Hvad er folk? Noget jeg skal sive ind i, vokse udover. 

“Kom med på museumsturen!” Det ville hun synes om, så jeg kommer til at være der. 

Måske, eller for mig, er målet i en kaotisk, flimrende, halv-venlig, smukt blomstrende, levende undergang. Mine ben må bære mig langsomt over bankerne. Der er håb. Hvis bare.