Jeg sagde ind i telefonen udenfor Tørring, at jo nærmere jeg kommer på det der pengejob, der skal understøtte det, jeg virkelig vil og skal give den der stabilitet, jeg virkelig gerne vil have, føles det mest bare som sådan et sort hul, man kaster penge ned i af en eller anden grund. Altså livet, tror jeg. At meningen kan jo ikke bare være at tjene penge, altså bare til at leve, altså bare at tjene penge egentlig mest bare så man kan blive ved med at leve. Far sagde, at sådan er det jo, det er jo noget man skal lære at acceptere, noget alle bare har accepteret. Men så blev jeg sur og sagde at det kan jo ikke passe, for hvis alle bare arbejdede kun, altså kun, for at blive ved med at leve, så havde alle altså blæst hovedet af sig selv for længst.
Jeg er nødt til at være mere end bare selvopretholdelse og jeg hader det. Jeg hader lidt poetiske vendinger og at kalde sig selv for noget som helst eller at være noget som helst lige nu. Hader at gøre noget som helst. Og i morgen skal jeg tilbage til time for første gang i for evigt og det hader jeg også lidt, for jeg vil helst bare have lyst til at spille computer og ikke gøre det og høre Bob The Bob 100 gange, men jeg vil også bare gerne være sød og med, for jeg hader det jo ikke, jeg hader dem ikke, jeg ved faktisk ikke helt hvorfor jeg skal være sådan her, for det er jo helt omvendt. Det er bare helt omvendt.
