testrup-antologi-2025-bootleg-CAM-HDx264.mkv

 

Girl, Interrupted

I aften så jeg Girl, Interrupted og den fik mig til at tænke på alle mine smukke, fucking stærke, syge venner, der kæmper så hårdt hver dag bare for at være her. Særligt tænkte jeg på min gamle skrivegruppe fra psyk på Amager. Hvor forskellige vi var, og hvor særligt det var at være draget sammen ikke af interesse, ikke af noget fælles vi selv havde valgt som sådan, men noget latent indeni os. Hvordan den mest brogede flok jeg nogensinde har været en del af mødte hinanden med så åbne hjerter. Hvordan det at være skør i en gruppe af skøre er en helt særlig tryghed. Samtidig føles det også til tider som om man bliver mere syg af det, men måske er det bare en effekt af, at man sænker paraderne, også for sig selv. Raske mennesker kan lytte, de kan forstå, de kan læse og sympatisere, men blandt sådan nogle, altså de raske, ude i det virkelige liv kan jeg aldrig trække mig eller bare sige jeg ikke magter, uden at føle det er en lille smule min skyld. At det en lille smule er mig der er ved siden af, ikke passer ind. Ja, de skøre er sværere at lave aftaler med, men når de så er der, så er de der fucking også bare, fordi de har valgt det – de har valgt at være HER, fordi de har mærket mørket kalde, vejet det op og valgt hver dag igen at være HER. 

Nogle af dem kommer til min fødselsdag senere på måneden – jeg glæder mig helt vildt meget til at se dem. 

Inden jeg startede filmen kom min mor med frysepizza til mig, fordi jeg også er sådan fysiologisk syg lige nu, hostestyle, og jeg havde egentlig troet hun bare ville komme med tingene og så gå igen, men hun blev ligesom bare hængende. Men jeg havde tænkt jeg skulle se en film med min pizza, så da jeg tog den ud af ovnen og bare stillede den spurgte hun hvorfor jeg nu bare stillede den. Så svarede jeg, at pizzaen var for varm og jeg lige skulle finde den rigtige film, så det gjorde jeg og tog pizzaen med ind i stuen og sad ligesom bare og ventede, for nu havde hun altså også lige ringet til min søster og sad bare ligesom ved siden af mig og blokerede for mit ritual, indtil hun så kommenterede på i telefonen at jeg ikke havde spist min pizza endnu og jeg blev nødt til at sige, "men nu bliver du altså nødt til at lægge på eller gå, for jeg skal altså spise pizzaen til filmen" og så sagde hun i telefonen, at nu skal min autistsøn altså se film og spise pizza, så det gjorde jeg endelig og hun så lidt med og faldt så i søvn. Men hun er også ved at blive udredt for ADHD og tjekkede sin telefon en masse under filmen, hvilket jeg hader, men hun prøver, min søde mor. 

Nå jo, og så sagde Winona Ryder det her til sidst i filmen, som jeg synes var smukt: "Crazy isn't being broken, or swallowing a dark secret. It's you, or me, amplified."

T H E S E   T H I N G S   I ' L L   B E   U N T I L   I  D I E